Helhedsplan i Blomsterkvarteret
Renovering i Blomsterkvarteret
Afdeling 15 står overfor et stort renoveringsprojekt de kommende år. Renoveringsprojektet, som også kaldes en helhedsplan, skal hovedsageligt forbedre boligernes såkaldte klimaskærm (dvs. ydervægge, vinduer og døre mm). Herudover skal 8 af boligerne totalrenoveres indvendigt til tilgængelighedsboliger, hvilket betyder, at de indrettes, så en kørestolsbruger kan komme rundt i alle rum i boligen. I tilgængelighedsboligerne forvandles boligerne indvendigt med ny indretning, nye overflader og nye køkkener og badeværelse. I nyindretning er der fokus på at skabe åbne rum med masser af dagslys og luft. De resterende boliger renoveres i nødvendigt omfang.
Afdelingen har bygningsmæssige udfordringer på grund af byggeskader og bygningsmæssige mangler, hvorfor det er nødvendigt at renovere klimaskærmen. Afdelingens boliger er vurderet til lav arkitektonisk værdi. Ved renoveringen er der derfor fokus på at opgradere boligernes arkitektoniske kvaliteter, samtidig med at de bygningsmæssige fejl udbedres. Visionen med renoveringen er, at boligerne fremstår fremtidssikret teknisk såvel som arkitektonisk.
Renoveringen omfatter efterisolering af ydervægge, samt opmuring af ny skalmur i grå mursten i gavlen. På facaderne opsættes nye facader i mørk skifer, fibercementplader e. lign. Som pendant til de tidligere skodder huset var født med, erstattes disse med mørke fibercement plader. En enkelt og billig detalje, der gør, at boligen opleves som en arkitektonisk helhed. Herudover udskiftes alle vinduer og døre. Tagene er i fornuftig stand og bevares.
Indvendigt renoveres boligerne med nye køkkener og carporte. Der etableres balanceret ventilation og tagrum efterisoleres. Derudover foretages renovering af badeværelser, el-, vand-, varme- og afløbsinstallationer samt kloak og afløbsarbejder i terræn.
Projektet er omfattende, hvorfor det er nødvendigt at du som beboer bliver genhuset i renoveringsperioden.
Lær at forstå Landsbyggefonden på 1 minut
Landbyggefonden bliver ofte nævnt. Men hvad er det nu lige, det går ud på i forhold til dig som almen beboer? Lær det på 1 minut.
BL - Danmarks Almene Boliger har lavet en lille video. som på en let og forståelig måde giver et godt indblik i, hvor pengene kommer fra, og hvad de bliver brugt til i de almene boligafdelinger.
Kontakt os
Har du spørgsmål eller behov for hjælp i forhold til helhedsplanen, er du velkommen til at kontakte os.
Telefon: 87 20 19 22
Mail: Kontaktformular eller helhedsplan@arbejdernesbyggeforening.dk
Siden er sidst opdateret d. 03-06-2024