Afdelingsmøder
Budgetfilm - Balanceleje
Vi har udarbejdet en lille film, som viser hvordan økonomien hænger sammen, når du bor i en almen bolig.
Du har måske tænkt på "Hvad mon min husleje bliver brugt til?" eller "Hvorfor skal jeg stige i husleje?" - Se filmen og bliv meget klogere.
Har du lyst til at få indflydelse?
I august/september måned afholdes afdelingernes ordinære afdelingsmøde, og vi vil opfordre dig til at møde op.
På mødet vil afdelingens budget for det kommende år blive gennemgået og du har mulighed for at stille spørgsmål. Budgettet er udarbejdet af boligorganisationens administration i samarbejde med afdelingsbestyrelsen – hvis en sådan er valgt. Afdelingsbestyrelsen har godkendt budgettet, men det er beboerne på afdelingsmødet, der skal foretage den endelige godkendelse.
På mødet skal der også stemmes om de indkomne forslag.
Klik her for at se tidsplan for afdelingsmøderne: Tidsplan for afdelingsmøder 2024
Under Min afdeling kan du finde den afdeling, du bor i, og under punktet afdelingsmøder ligger indkaldelse, budget og eventuelle forslag til afdelingsmødet.
Budget
Indkaldelse til møderne og budgettet omdeles senest 4 uger før mødets afholdelse.
Vi håber, at du finder budgettet overskueligt og informativt. Du informationer om afdelingens indtægter og udgifter med deraf følgende huslejeregulering.
Forslag
Du har mulighed for at indsende forslag, som vil blive behandlet på mødet.
Det er vigtigt, at du får præciseret forslaget, så forsamlingen kan stemme JA eller NEJ. Formuler dig klart og tydeligt, så andre kan forstå, hvad forslaget går ud på. Forslag skal være afdelingsbestyrelsen/boligorganisationen i hænde senest 2 uger før mødets afholdelse.
Der er udarbejdet et skema til forslag, som du kan åbne her: Skema til forslag
Alle rettidigt indkomne forslag vil blive kopieret og omdelt til alle lejemål 1 uge før mødets afholdelse.
Valg til afdelingsbestyrelsen
Du har mulighed for stille op og blive valgt til afdelingsbestyrelsen.
Afdelingsbestyrelsen er bindeled mellem beboere, organisationsbestyrelse og administration. Vi vil gerne opfordre til, at alle afdelinger får valgt en afdelingsbestyrelse, så beboerdemokratiet bliver styrket mest muligt.
Læs mere om afdelingsbestyrelsens arbejde
Repræsentantskab
På mødet træffes der beslutning om valg af medlemmer til repræsentantskabet. Organisationsbestyrelsen anbefaler, at det er medlemmerne af afdelingsbestyrelsen, som vælges til repræsentantskabet.
Eventuelt
Husk at der ikke kan træffes beslutninger under punktet eventuelt. Det er derfor vigtigt, at du indsender dine gode idéer til behandling under punktet "Forslag", så forsamlingen kan stemme om det.
Adgang og stemmeret
Beboere og øvrige myndige husstandsmedlemmer har adgang og stemmeret til afdelingsmødet. Hvert lejemål har 2 stemmer uanset husstandens størrelse. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Vi håber, at du har lyst til at deltage i mødet og gøre din indflydelse gældende. Det er også en god lejlighed til at hilse på de øvrige beboere i afdelingen.