• +45 86 82 37 88

Fraflytning

Alle fraflytninger starter med en skriftlig opsigelse af lejemålet.

Syn af lejligheden

Ved fraflytning bliver din lejlighed synet af områdelederen og en ejendomsfunktionær, som vurderer hvad der skal istandsættes før ny indflytning. 

Tidspunkt for fraflytningssyn varsles skriftligt senest 8 dage inden fraflytning. Hvis du ønsker at være tilstede ved synet, bedes du medbringe alle nøgler til lejligheden samt evt. vaskekort. 

Er du forhindret, bedes du inden synet aflevere nøgler mm til driftskontoret. Kopi af synsrapport vil blive fremsendt til dig snarest muligt efter synet. Hvis du har oplyst din mail på opsigelsen, vil synsrapport blive fremsendt pr. mail. 

Synsrapporten indeholder et prisoverslag over udgifter til istandsættelse. Priserne er fastsat ud fra oplysninger fra håndværkere og må ved endelig afregning max stige 10% i forhold til det opgjorte beløb på synsrapporten.

Lejemålet skal ryddes totalt og der skal være foretaget en hovedrengøring inden synstidspunktet. 

Se filmen - Hvad skal jeg gøre, når jeg vil flytte?


Istandsættelse

Der skal som hovedregel altid foretages en normal istandsættelse. 

Ved normal istandsættelse forstås:

  • hvidtning/maling af lofter
  • maling/tapetsering af vægge
  • rengøring efter håndværkere

Normal istandsættelse vil blive afregnet i henhold til A-ordningen. Hent vedligeholdelsesreglement model A

Derudover kan der være tale om eventuel misligholdelse. Områdelederen fastsætter udgifter til udbedring af misligholdelse. Misligholdelse betales af fraflytter.

Ved misligholdelse forstås for eksempel:

  • nedslidte gulve
  • ødelagte hårde hvidevarer
  • huller i døre/inventar
  • manglende rengøring

Der er tale om misligholdelse, når lejligheden eller dele heraf er forringet eller skadet som følge af fejlagtig brug, fejlagtig eller manglende vedligeholdelse eller uforsvarlig adfærd af lejeren, medlemmer af dennes husstand eller andre, som lejeren har givet adgang til lejligheden.

Du kan vælge selv at sætte lejligheden i stand ved fraflytning. Istandsættelsen skal være udført håndværksmæssigt korrekt og i overensstemmelse med vedligeholdelsesreglementet. 

 

Flytteopgørelse

Opgørelsen sendes så snart alle fakturaer er indgået. Vi tilstræber, at opgørelsen sendes senest 6 uger fra din frigørelsesdato. 

På opgørelsen vil indskud, depositum, manglende huslejebetaling, forudbetalt leje samt udgifter til istandsættelse mm blive opgjort og kopi af fakturaer vil blive vedlagt. 

Dit eventuelle tilgodehavende vil blive overført til din NemKonto, hvis du har oplyst cpr.nr. på opsigelsen og givet os samtykke. Alternativt kan du oplyse dit konto nr. 

Eventuelt skyldigt beløb skal indbetales til Arbejdernes Byggeforening på kt. nr. 1938 5410242327.

 

Aflæsning af målere

Vand- og fjernvarmemålere vil blive aflæst inden en ny lejer flytter ind i lejligheden. Forbrugsregnskabet fremsendes i april måned det efterfølgende år. 

Dit abonnement på el og evt. gas opsiges automatisk, når den nye lejer tilmeldes ved indflytning. Vær opmærksom på, at du skal modtage en endelig opgørelse fra din valgte forsynings leverandør. 

Til tops